Herlev Kirke


Et sagn knytter sig til Herlev Kirkes historie

Kirkens opførelse skyldes ifølge sagnet en hændelse, der overgik en brydebonde (opr. en slags gård(be)styrer, der tillige var medejer af gårdens løsøre), ved navn Matthis Jensen. Om ham ved man fra bevarede dokumenter, dateret 1453, at han “havde” to gårde i Herlev.

Sagnet fortæller, at egnens folk plejede at gå til gudstjeneste i Gladsaxe Kirke, men en tåget søndagsmorgen søgte de den forgæves, hvorfor de anråbte Gud om at give dem en kirke, der lå mere bekvemt.

Den følgende nat viste en engel sig for Matthis Jensen og påbød ham at grave på det sted, hvor kirken nu står, indtil han fandt et stålkors, over hvilket han skulle rejse et alter. Vægrede han sig, ville han blive blind.

At Matthis Jensen har ladet en del af kirken opføre, er der ingen tvivl om. Hans gravsten er bevaret og står nu i kirkens våbenhus. En indskrift på den fortæller: “Her ligger Matthis Jensen, fordum denne kirkes værge og grundlægger, med sine to hustruer, Gyde og Christina, som døde i 1480”.

Kirken, en senmiddelalderlig bygning, opført i gotisk stil, er indviet til Treenigheden. Undersøgelser har vist, at kirken, skib og kor, er opført med ca. 80 års mellemrum, og at den ældre kirke, fra omkring 1400, var en lille kullet kirke med særskilt kor uden våbenhus.

I østgavlen af det nuværende kor viser en blændingsdekoration af sengotisk stil, at det må være bygget op mod 1480, og det er sandsynligt, at det er denne ombygning, der er Matthis Jensens værk og dermed grundlaget for, at han i gravskriften omtales som kirkens grundlægger.

Menighedsrådet besluttede, at kirkens 500-års jubilæum skulle fejres. Det blev det trinitatis søndag, d.13.6.1976, hvor dronning Margrethe og prins Henrik var blandt de inviterede gæster.


Kongen forærede kirken til Københavns Universitet

Våbenhuset kom til omtrent samtidig med det nye kor, måske endda lidt før. Dets placering er usædvanlig, idet det blev lagt foran skibets norddør, hvor det ellers er almindeligt, at det lægges foran sydsidedøren.

Til bygningen af såvel skibet som koret er brugt store munkesten, og i våbenhusets sidemure findes et smukt og ualmindeligt regelmæssigt rudemønster, muret af sortbrændte sten.

Tårnet kom til som næste tilbygning, og det er af den normale sjællandske type med en omtrent kvadratisk grundplan. Det er tre stokværk højt med blændingsgavle i øst og vest.

Den sidste af de sengotiske tilbygninger er kapellet, det senere sakristi, og det ligger ejendommeligt nok på skibets sydside, hvor det almindelige er, at det ligger på nordsiden. Det blev der rettet op på omkring 1960, hvor der opførtes et sakristi på nordsiden af koret.

Da kirkebyggeriet i sin tid var færdigt, blev hele kirken udsmykket med kalkmalerier på både vægge og hvælvinger. På væggene var det malede efterligninger af draperier og på hvælvingerne figurbilleder.


Fællesskab med Gladsaxe

Den 10. juni 1539, få år efter reformationen, skænkede Christian den 3. Herlev Kirke til Københavns Universitet, der til gengæld skulle sørge for dens vedligeholdelse.

Det blev et tilknytningsforhold på næsten 400 år, idet kirken først overgik til selveje i 1934.

Herlev og Gladsaxe blev administrativt adskilt den 1. april 1909 i to selvstændige kommuner, hvorimod sognefællesskabet blev bevaret frem til 1921, hvor Herlev Kirke først opnåede status som sognekirke i selvstændigt sogn. Indtil da boede sognepræsten i Gladsaxe præstegård og holdt gudstjeneste i begge kirker.

Fra 1908 til 1920 boede der dog en kaldskapellan i Herlev Præstegård, som var en lille stråtækt bygning mellem kirken og gadekæret. Den havde tidligere været skole.


Svenskekrigen

Svenskekrigen 1658-60, hvor København var belejret i 19 måneder, gik voldsomt henover Københavns omegn, og bl.a. ud over Herlev Kirke. En synsforretning fra 1660 oplyser tilstanden med ordene: - “Kirken er ganske ilde medfaren. Alle vinduer og vindues-stænger (dvs. sprosser) af og borte”.

Alle bygningsmaterialer fra kirken, sognets gårde og huse blev brugt ved opførelsen af den svenske soldaterby Carlstad i Brønshøj, og kirken skulle efter overlevering være brugt til stald for den svenske hærs heste. Befolkningen led stor nød. I julen 1660 var der en nød og elendighed uden lige, og kålstokke og ådsler måtte tages med for at mætte maverne. Befolkningstallet var halveret.

Først i 1696 var der penge til en større reparation af kirken.


Inde i kirken og øverst oppe

Genopbygningen var til ende i 1702. I tårnrummet hænger en mindetavle, der fortæller om dem, der stod bag kirkens restaurering.

Den er af træ, rundbuet og sortmalet med forgyldte versaler.

Øverst er Jehovas øje malet i gule og røde farver i en stråleindfattet trekant og et græsk bibelcitat. Nedenunder ser man universitets gamle våben.


Kalkmalerier

De to kalkmalerier er udført af “Isefjordsværkstedet” under ledelse af en “Isefjordsmester”, der også ofte kaldes “Vallensbækmaleren”. Der har været andre kalkmalerier, men de måtte efter en undersøgelse i 1887-88 overhvidtes, ødelagte som de var af tidens tand og lapninger.


Kalkmaleriet i skibets østligste kappe har som motiv ”Nådestolen” med den treenige Gud, flankeret af jomfru Maria og Johannes evangelist. Yderst til venstre ses Matthis Jensen, og til højre hans to hustruer Gydha og Cristina.


Kalkmaleriet i 3. hvælving viser legenden om Sct. Jørgen og dragen. Til højre ses prinsesse Kleodolinde med sit kid. Det var hendes tur til at blive ofret til dragen, men Sct. Jørgen kom tidsnok til at redde hende med hjælp fra englen, der svæver over hans hoved. Til venstre følger hendes forældre ængsteligt kampen. De tilbød Sct. Jørgen ægteskab med prinsessen og herredømmet i riget, men han afslog, da han havde givet jomfru Maria løfte.


Prædikestolen

Prædikestolen med himmel er et københavnsk arbejde udført omkring 1600.



















Udgravninger

Da man i 1961-62 skulle forny alter, orgel, inventar og stolestader, foretoges også en udgravning ledet af kulsvier Karl Nielsen, Værløse, og under tilsyn af medarbejdere fra Nationalmuseet. Deltagerne var amatørarkæologer fra Herlev, Gladsaxe, Hareskovby og Værløse.

Under udgravningen fandt man de gamle grundsten, man fandt mønter, glasperler, en synål af ben, keramikskår fra oldtiden og flere andre ting. Soklen til kirkens skib viste sig at være lagt af mindre sten på 25-50 kilo, hvorover var lagt nogle meget store grundsten, så tunge, at de fleste kun har kunnet flyttes til stedet med vægtstænger.


Biskoppen var ikke imponeret

Over indgangsdøren fra våbenhuset hænger den gamle altertavle udført af Jørgen Roed i 1845. Motivet er fodtvætningen. Da biskop I. P. Mynster i 1853 visiterede kirken, skrev han i visitatsbogen - “en Altertavle af Roed “Fodtvætningen” er måske noget heldigere end den i Gladsaxe”, - også malet af Jørgen Roed.

Prædikestolen er et københavnsk arbejde fra ca. 1600. På hjørnerne står kvindehermerne for tro, styrke, klogskab, kærlighed og håb.

Den var tidligere egemalet med en smule forgyldning, men står nu med brogede renæssancefarver.


De tre dåbsfade

Kirken har tre dåbsfade, hvoraf de to er fremme under gudstjenesterne. Det, der bruges i dag, er tegnet af maleren Lorenz Frølich og modelleret af billedhuggeren, cicelør Ludvig Vieth. I fadets bund ses Jesu dåb og på kanten fire motiver med tilhørende skriftord gengivet mellem evangelistsymbolerne - Adam og Eva med slangen - syndfloden - Jesu fødsel og Hel¬lig¬ånd¬ens komme pinsedag. Fadet er af bronze og er skænket af Københavns Universitet 1860.

Kirkens døbefont af sandsten er fra 1857, og i sviklen over fonten sidder en spinkel, spirformet egestang med en trisse til den nu forsvundne himmel. Stangen er af blankeg.

Det andet dåbsfad ophænges på væggen ved våbenhuset. Det er et messingdåbsfad, et sydtysk arbejde fra omkring 1550. I bunden er syndefaldet fremstillet omgivet af en hjort- og hundfrise, og denne jagtscene går igen på fadets rand, hvor der står “Gifvis til Herløf Kirche af Rasmus Søfrensen oc Dorete Andersdaater Anno 1667”.

Det tredje dåbsfad er af kobber, fra omkring 1725. I bunden er en drevet fremstilling af en kvinde med fugl og anker (håbet). Fadet opbevares i præsteværelset.








Præstetavler

De gamle præstetavler fra omkring 1868 var en periode bortkommet, og i dag hænger nye præstetavler i skibet på hver sin side af indgangen fra våbenhuset. De gamle tavler blev genfundet i 2001, da man gennemgik en malers dødsbo. Da han lavede de nye tavler, lod han være med at kassere de gamle. De blev senere leveret tilbage til kirken.


Orgel

Orglet fra 1963, med 10 stemmer, er bygget af orgelbyggerfirmaet I. Starup og Søn. Tidligere benyttedes et orgel bygget i 1869 af Daniel Køhne. Hvor det gamle orgel var placeret i tårnrummet, finder man det nye opstillet under 4. hvælvings sydkappe.


Alabastrelief

På skibets nordvæg ses et alabastrelief med teksten (på latin) - “Helliget den højhellige Treenighed år 1671”. Motivet viser Treenigheden i skyer. Duen svæver i en stråleglans over Gud Fader og Kristus, der i venstre hånd holder en krone og i højre hånd korset.


Salig Berthe’s lysekrone

I skibet hænger en ottearmet lysekrone. Som topfigur ses Jupiter med tordenkilen ridende på en ørn. I et rødmalet skjold på den profilerede stamme er graveret: “Denne lyssekrune haffuer salig Bertthe Hans Jensen foræret til Herløff Kierche År 1696, Gud til Ære og Kierchen til Opbyggelse”.


Kirken har to klokker

Den ældste, største og nordligst anbragte er støbt af Johannes Fastenowe 1518 eller 1528. En foretaget svejsning gør, at man ikke kan læse årstallet. Der er noget, der tyder på, at Johannes Fastenowe døde før 1528, så 1518 er der mest sandsynlige årstal.

Klokken har foroven to friser af symmetriske liljeblomster, hvorimellem der står: “Dum(m)odo pulsor Dominus adoretur. Laurentius egne crematus insignis martir. Ego Johannes Fastenoui me fecit anno Domini mdx (eller xx) viii” - Når jeg slåes, skal Herren tilbedes. Laurentius, den herlige martyr blev brændt på bålet. (Jeg!) Johannes Fastenowe gjorde mig i Herrens år 1518 (eller 1528). - Klokken er indviet til Sct. Laurentius, hvis dødsdag sættes til den 10. august år 258.

Klokkens tværmål er 95 cm og tonen er a’

Kirkens anden klokke er i 1631 støbt af Johannes Kemmer. Teksten på klokken lyder: “In usum ecclesiæ academicæ Herleviensis me f.f. Chr.(i)stianus Longomontanus anno Domini MDCXXXI, fusore Johannes Kemmer” - Til brug for universitetets kirke i Herlev lod Christian Langberg mig støbe i Herrens år 1631, ved støberen Johannes Kemmer. På klokkens ene side ses  et løvehoved i en ring med draperi og kvast.

Klokkens tværmål er 91 cm og tonen er gis’


Kirkeskib

I Skibet er den 29. maj 1988 ophængt en model af Grønlandskibet “Hvalfisken”, udført af Ove Andreas Andersen, Slagelse.

”Hvalfisken” har sejlet med forsyninger mellem København og Grønland fra 1802 til 1899. Senere har det fungeret som skoleskib og det endte som cementpram i Limfjorden. Skibet er hugget op og nogle af bjælkerne er brugt som bindingsværk i skolen på Hjerl Hede.









Tanker omkring en udsmykningsopgave eller - “Når Biblen bliver til billeder”

Efter Svenskekrigen i 1658-60 trængte Herlev Kirke hårdt til en restaurering, og de små vinduer i korets bagvæg blev tilmurede. Da Herlev Menighedsråd i midten af 90'erne ønskede en udsmykning i koret, fandt Nationalmuseet, at vinduerne med den historiske baggrund ikke skulle genåbnes, men hellere forsynes med billeder i deres nicher og enten males direkte eller på indsatte træplader. Det sidste blev valgt, da såvel menighedsråd som Nationalmuseet kunne gå ind for det.

Opgaven blev tildelt maleren Bodil Kaalund, bl.a. kendt for sine mange kirkeudsmykninger.

Temaerne blev valgt ud fra den tanke, at altervæggen skulle have de store, vigtige budskaber, og at kirken, der er indviet til Treenigheden skulle have de tre store højtiders billeder - jul, påske og pinse.

Med rette kan man sige, at Faderen - Skaberen - har sine billeder i midten - med budskabet om Sønnen, der blev sendt herned - og med opstandelsens blomst øverst oppe - og Sønnen og Helligånden.


Julen

I julebilledet har Bodil Kaalund valgt at lade englene trænge langt ned i stald-mørket, mellem dyrenes båse - okse og æsel - til moderen og faderen og det nyfødte barn, lille som nyfødte jo er.

Foran dem er bredt et tæppe, som både kan være den lilles svøb og måske også give tanker til Jesu klæde - eller til de tæpper, der blev bredt foran æslet ved indtoget i Jerusalem.










Påsken

Påskeliljerne blev svære. På én gang så ligetil - en buket blomster, klokkerne, det groende, livet der bryder frem - og så alligevel lidt mere end det og ikke helt så jordnært. Det måtte godt flimre lidt for vores øjne og synge sin strofe om liv og død og opstandelse.














Pinsen

Pinsebilledet med de 12 apostle er jo os - det er menigheden, og det er os selv, der reagerer så forskelligt på den forunderlige bevægelse og glæde, Helligånden bringer. Midterfiguren er i dyb eftertanke. Den grøn-klædte figur er den, der absolut skal snakke med de andre, og samtidig er han en af os og skaber et rum ind til midterfiguren. De, øverste tre peger hver sin vej - én ind i gruppen, én ind mod alteret og den øverste søger udad og opad. Det er ham, jeg holder mest af -med et gyldent lys omkring sig.

I teksten her har Bodil Kaalund fortalt om de ydre billeder. De indre er i beskueren.

Billedafsløringen fandt sted den 16 november 1997.



Tekst: Stig Larsen - lettere revideret af Leif Kjøller-Rasmussen